Om Karma og godt og ondt

Tim Pallis

Ordet karma er i de sidste år blevet en populær og undertiden vittig betegnelse for, at de ting, vi siger og gør, kan få sære konsekvenser for vort liv. Der mangler imidlertid en dybtgående forståelse af, hvad karma egentlig betyder i den indiske filosofi. Derfor er der behov for at analysere begrebet karma, således at de værste misforståelser kan blive manet i jorden.

Det er nødvendigt at fremstille sagen på en sådan måde, at de mange forskelle, der naturligvis findes i opfattelsen af karma loven i de indiske religioner, ikke dominerer billedet for meget. Det, der interesserer, er en grundlæggende forståelse af, hvad karma er, når vi bruger dette begreb om vor eksistentielle situation.

Karma begrebet er ikke en nem størrelse at have med at gøre. Derfor burde man sætte det i relation til forskellige andre indiske begreber som samsara, alaya, vasana og samskara. Disse begreber er vigtige at få klarhed over for bedre at forstå den betydning, som indisk åndsliv kan give os, når vi udforsker vor mentale og spirituelle situation.

Sanskrit ordet karma er i de indiske religioner et begreb for en aktivitet, hvad enten den er mental eller fysisk. Enhver aktivitet har én eller flere konsekvenser og bestemmer derfor én eller flere fremtidige livssituationer.

I den ældste indiske litteratur Rigveda (1300 fvt.) og i Purva-mimamsa kaldes de praktiske og rituelle handlinger karma-kanda i modsætning til Upanishaderne og Vedanta litteraturens livsfilosofi, som kaldes jnana-kanda.

Da ordet karma i Veda litteraturen blot er en betegnelse for offerritualets religiøse handling, er den nyeste forskning i tvivl om det nuværende karma begreb, som handler om konsekvenserne af menneskets aktiviteter, overhovedet eksisterede i den tidlige Veda litteratur.

I Brihadaranyaka Upanishad (ca 700 f.v.t.) stykke 4.4.5 blev den klassiske karma lære for første gang helt klart formuleret:

"Alt eftersom man handler og opfører sig, således bliver man født. Den der handler godt bliver god, den der handler slet, bliver slet. Fortjeneste samler man ved en god gerning, skyld ved en ond gerning.... Mennesket er fuld af begær, og som dets begær er, således er også dets beslutninger. Som dets beslutninger er, således handler det. Som det handler, således går det mennesket."

Et menneskes nuværende situation forklares her med henvisning til handlinger foretaget i tidligere livssituationer, men selvfølgelig også med hensyn til nutidige handlinger. Vor karma binder os til samsara, som egentlig betyder "at strejfe omkring" og derfor "at være på trip" i en stadig skiftende cyklus af forskellige eksistentielle livssituationer.

Det er ikke forkert at opfatte denne "flakken rundt" som ensbetydende med at være på vildveje. Et menneske har ansvar for konsekvenserne af sine aktiviteter og påvirker derfor selv sit nuværende og fremtidige "trip". Det er derfor karma i snæver forstand opfattes som en moralsk lovmæssighed med hensyn til ens intentioner, tanker og adfærd.

Karma læren hænger sammen med tanken om genfødsel og dermed også forestillingen om hvad samsara er, og hvordan man befries for den gentagne cyklus af fødsel, død og genfødsel. I alle indiske religioner finder vi det tema, at genfødslerne er en konsekvens af vore aktiviteter eller karma.

Befrielsen, hvad enten den kaldes moksa, nirvana eller kaivalya, er en frigørelse fra samsara og dermed fra genfødslernes kredsløb. Så længe mennesket lever i uvidenhed med hensyn til sin egentlige identitet, som betyder, at man endnu ikke har erkendt sit sande væsen, som er brahman eller buddhanaturen, er man fortsat bundet til samsaras betingede verden.

Skønt ordet karma er et begreb i den indiske kulturkreds, kan vi i Vesten sammenligne det med kausalitets princippet. Det siger, at der er en nødvendig forbindelse mellem årsag og virkning, således at ethvert fænomen og enhver forandring har en bestemt årsag, og at alt, hvad der sker, følger lovmæssigt af en bestemt årsagssammenhæng.

Vi har en talemåde, der siger, at man "ligger på sine gerninger." I kristendommen har vi en lignende lov, der siger, at "man høster, som man sår". Selv om dette ikke henviser til en reinkarnations tanke, så får ens livsførelse alligevel konsekvenser på dommedag ifølge kristendommens eskatotogi.

Der er tre slags karma: 1) Sanchita-karma, som er hele det akkumulerede materiale af latente karmiske frø, som befinder sig i alaya vijnana eller lager bevidstheden (det personlige og kollektive ubevidste), men som endnu ikke har spiret eller er blevet virkeliggjort. 2) Prarabdha-karma, som er den karma, der allerede er blevet virkeliggjort og har manifesteret sig, og som derfor konstituerer os både fysisk og psykisk. 3) Agami-karma, som drejer sig om vore nuværende aktiviteter, som kommer til at påvirke vore fremtidige livssituationer.

I den hinduistiske Yoga sutra beskæftiger man sig med, hvor hurtigt og hvor stærkt den moralske gengældelselov virker, dvs. om mor karma bruger den store slev eller lille ske. Her skelner man mellem sopa-karma og nirupa-karma. Sopa-karma er den karma, som er akut på samme måde som et våt klæde, der er spredt ud i solen hurtigt tørrer. Nirupa-karma er den karma, som udskydes på samme måde som et vådt klæde, der er rullet sammen tørrer langsomt.

Denne Yoga-sutra og den Mahayana buddhistiske Yogacara psykologi er helt i overensstemmelse med hinanden i beskrivelsen af hvorledes karma lagres og opstår i menneskets sind. Enhver menneskelig erfaring efterlader et aftryk i sindet i form af et energi potentiale eller vasana, som egentlig betyder "duft".

Hvis vi sammenligner sindet med blødt voks, er disse vasana karmiske aftryk efterladt af mentale aktiviteter og erfaringer. Enhver mental eller fysisk aktivitet efterlader sit erindrings frø. Det bliver sået i Yogacara psykologiens 8nde bevidsthed Alaya vijnana, således at det kan spire under gunstige betingelser engang i fremtiden.

Disse erindrings frø eller vanemønstre er ansvarlige for enhver ny mental aktivitet og udgør altså bevidsthedslivets bagved liggende energi potentialer. De er således de fremtidige livssituationers muldjord.

Helt konkret kan vasana derfor siges at være mere eller mindre bevidste forestillingsmønstre, ambitionsmønstre, længsler, ønsker, eller tilknytninger, som på lejlighedsvise tidspunkter vil manifestere sig i bevidstheden og udgøre motiverne til forskellige aktiviteter.

Disse vasana står i nært forhold til de mange forskellige betingende faktorer, som kaldes samskara. Hver gang vi sanser, føler, tænker eller vil og gør noget, skaber vi disse samskara. Samskara er de aktive dannelser i sindet, som betinger og konstituerer et menneskes individuelle karakter. Det er de aktive fabrikationer, som bestemmer et menneskes motiver og initiativer her i livet.

Idag vil vi nok opfatte disse samskara, som ensbetydende med både menneskets genetiske dispositioner og de erfaringsmæssige indtryk, som tilsammen udgør de muligheder, der er tilstede i sindet, og som danner vor karakter.

Samskara udgør den fjerde af de fem skandha og det andet led i årsagskæden pratityasamutpada. Her beskrives samskara som den gruppe betingende mentale dannelser, som omfatter alle dispositioner, drifter, tilbøjeligheder, impulser og intentioner, som går forud for en handling.

Samskara omtales i den religionspsykologiske literatur meget ofte synonymt med vasana, men forstås andre steder på en sådan måde, at de knytter sig til allerede kodificerede mønstre af vasana og danner nye netværk af vasana, som konstituere lager bevidstheden, hvis akkumulerede indhold er sanchita-karma.

Ifølge denne forståelse af hvorledes vore karma frø deponeres i lager-bevidstheden og atter manifesterer sig i vore aktiviteter, kan vi sige, at karma opstår af vore samskara. Disse samskara betinger vor karma, hvilket vil sige, at deres tilstedeværelse bestemmer et samspil mellem vore nuværende aktiviteter vor fremtidige livssituation.

Skønt det moralske værdigrundlag er relativt forskelligt i forskellige kulturer, er det alligevel således, at man kan tale om, at moralsk set gode handlinger får positive konsekvenser, mens dårlige handlinger får negative konsekvenser. Vor karma kan således være positiv eller negativ og igen medføre positive eller negative resultater. Karma skaber altid ny karma, og kun bodhi eller "opvågnen" kan eliminere ny karma og genfødsel.

Menneskets karma skabes af tanker, ord og handlinger, men opstår af vore hensigter eller intentioner, selv om disse ikke føres ud i livet. Det siges i buddhismen, at kun hvis mennesket befries for de tre gifte: dumhed, had og begær, kan det blive fri af karma loven.

I almindelighed betragter man karma som uundgåelig. Min nuværende karma var uafvendelig og konsekvenserne af de aktiviteter, som jeg foretager mig nu, er uundgåelige. Men det betyder ikke, at jeg derfor har en skæbne bestemt fremtid, som får mig til at resignere med hensyn til mit ansvar for mine tanker og handlinger.

Selv om mine genetiske dispositioner og mine erfaringer betinger min karma i vid udstrækning, så er mine holdninger, intentioner og aktiviteter her og nu i høj grad bestemmende for min fremtidige livssituation. Det er rigtigt, at karma er bindende, hvad enten den er god eller dårlig, fordi karma er en årsags bestemmende mekanisme, hvorved vor betingede eksistens opretholder sig selv.

Men dette betyder ikke nødvendigvis et fatalistisk livssyn, tværtimod drejer næsten alle indiske livsfilosofier sig netop om spørgsmålet om, hvorledes man kan undslippe konsekvenserne af sin karma. Alle de spirituelle veje udspringer af formodningen om, at karma loven til en vis grad kan ophæves gennem livslang spirituel træning.

Buddhismen har ikke en fatalistisk opfattelse af karma loven. Buddhas lære fremhæver nemlig, at man til trods for en dårlig karma, kan praktisere en dharma, som er i stand til at formilde og sprede de negative karmiske konsekvenser og derved afdæmpe dem markant.

Selvom vor karma er meget negativ, er det alligevel muligt for enhver, gennem erkendelse af vor oprindelige buddhanatur, at blive befriet for en uundgåelig karma.

Allerede i den tidligste buddhisme havde man den opfattelse, at det var muligt at komme til nirvana, selvom man havde en dårlig karma imod sig. Men man må være forberedt på, at den buddhistiske træning og praksis faktisk kræver, at man lærer at svømme mod karmaens strømretning, hvilket ikke er nogen spøg.

For at narre den jernhårde karma lov er det nødvendigt at transcendere den dualistiske bevidsthed, som skaber de mentale og fysiske aktiviteter og deres konsekvenser. Det vil sige, at man bliver nødt til at fjerne den fundamentale illusion, at det er ens personlige individualitet, der er aktøren her i livet.

Livet er ensbetydende med aktivitet, og da man ikke når til oplysning og befrielse ved at undlade at handle, må man komme til den erkendelse, at kun aktiviteter uden et subjektivt centrum eller ego er fri for karmiske bindinger.

Ved til stadighed at praktisere den dharma, som kan transcendere ens selv-bevidste identitet, kan karma lovens onde cirkel standses på en sådan måde, at fremtidig karma forebygges, mens gammel karma får lov til at udspille deres rolle hen ad vejen.

I klassisk indisk karma yoga, som er hverdagslivets yoga praksis, bør man udføre alle sine aktiviteter, både de mentale og de fysiske, med bevidstheden om ikke at høste frugterne af sine handlinger. Man skal således fraskrive sig ejendoms retten til resultaterne af sine aktiviteter og ofre dem til brahman.

Det, som er vigtigt her, er to ting, for det første, at man opgiver sin tilknytning til sine handlingers frugter, og for det andet, at det ikke er én selv, som person, der er aktøren, men brahman eller buddhanaturen.

I buddhismen opfatter man det "gode" og det "onde" på en lidt anden måde end i kristendommen. I Dhammapada hedder det: "Man er selv skaber af det onde; man er selv forurenet af det. Man er selv den, der lader være; man renser sig selv fra det. Renhed og urenhed afhænger af én selv. Ingen kan rense den anden (for ondskaben)".

Buddhismen lærer os, at ondskaben er noget vi selv skaber. Mennesket er derfor ikke ond i sig selv og det onde er heller ikke en udefra kommende kraft, som inficerer os.

Det buddhistiske ord karma bidrager til en nærmere forståelse, men misforstås ofte. Karma er ikke ens skæbne og ej heller et retsprincip, men det, at vore handlinger har en årsagssammenhæng.

Buddhismen har ikke en Gud, som kan belønne eller straffe for gode eller onde gerninger. Mennesker skaber selv deres egen karma med bevidste handlinger udført af krop, tale eller tanker. De handlinger, som ikke er styret af de tre gifte: begær, had og dumhed, går fri af karma. Det er dog ikke alle handlinger som skaber karma, kun de handlinger, som er styret af bevidst villen.

Karma er aldrig en virkning, men der er naturligvis altid en frugt eller en konsekvens af ens karma. Vi er altid dybt berørt af den karma vi har skabt, og dét kan se ud som belønning eller straf, men i virkeligheden er man selv ophavsmand til resultatet af ens handlinger.

Der er to andre ord i buddhismen, som har med disse ting at gøre, og det er kusala og akusala. De betyder ikke helt det samme som godt og ondt, men snarere: Hensigtsmæssigt og uhensigtsmæssigt. Man tænker her på, at der findes gode handlinger, som er hensigtsmæssige for ens fordybelse i Buddhas lære og dårlige handlinger, som er uhensigtsmæssige i den henseende.

De tre gifte, som jeg omtalte overfor kaldes de tre uhensigtsmæssige rødder eller akusala mula:

Havesyge, begær eller grådighed (lobha).

Had, uvilje eller modvilje (dvesha).

Dumhed eller vrangforestilling (moha).

Den buddhistiske praksis og fordybelse går nu ud på at vende disse tre gifte til de fire positive mentale tilstande:

Venlighed eller menneskekærlighed (maitri)

Medfølelse, deltagelse eller barmhjertighed (karuna)

At glæde sig på andres vegne over deres lykke (mudita)

Sindsro eller sindsligevægt (upeksha)

I et buddhistisk lys er man selv ansvarlig for frugterne af sin karma, som man ikke sådan uden videre kan rense sig for. I kristendommen tilgiver Gud alt, hvis man tror på, at Gud ofrede sin søn, for at mennesker kunne vende tilbage til Gud i kærlighed efter deres ugerninger.

I buddhismen er det ikke i orden at hade et andet menneske for dets onde gerninger. Et sådant bevidst had er roden til en dårlig karma. Jeg mener heller ikke, at det tilkommer en buddhist at tilgive et andet menneske for hans ugerninger. Det er nok tilfældet i kristendommen. For Jesus siger i Johs. 20,23 følgende: "Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt".